Jeg tænkte lige på noget...
hvorfor er det, at folk altid opdeler andre mennesker i forskellige kategorier?
Er det bare noget, som vi gør uden at tænke over det, eller er det for at fremhæve os selv?
Jeg ved ikke, om man kan putte folk i en kasse, lægge låg på og sige: "Så, nu er du kommet i pop-kassen". Hvorfor kan vi ikke bare indfinde os med hvordan vi er og reagere anderledes?
Jeg ved det ikke.
Men jeg vil personligt prøve at tage mig sammen, og stoppe med det pjat.
For det er det jo!
Jeg syntes ikke det er specielt fedt at blive stemplet, og jeg er ret sikker på at der er andre som deler mit synspunkt.

AMEN.

Happy halloween!!!

Ferie-dates :)

Onsdag: Marie.

Torsdag: Først Fie i Århus Hvorefter jeg overnattede hos Kirsten.

I dag Fredag: Josephine.

I morgen lørdag: Astrid.

I overmorgen søndag: Anna-Victoria.

Livet er jo egentlig godt ved dig en gang imellem!

Jens Ejnar og Knud Holger.

Lille fætter knud.

bladene falder til jorden

Rådner op i den fugtige mos

ligesom tomme løfter

fra magten

skoven brander

Ring 112!

hjortene falder

trækker vejret for sidste gang

planterne visner

og varmen fra den uskyldige sommer forsvinder

Jeg må tænde et lys

Tænde et håb

for at vinteren bliver kort

og sneen ikke begraver os igen

Jeg mærker det i luften

På den bidende kulde

fryser marv, ben og sjæl

Jeg bliver skrøbelig

Et nemt offer

Det er efterår.

Ådalen til koncert med flødeklinikken.

Du har smukke træk
Du er urørlig
Du behersker dine smil, du sparer på dem
Du er i luften,
Dine vibrationer fylder rummet
Du har ikke tid
Nej, ikke nu
Måske senere
Du fylder mig op, så det siver ud af smalle sprækker
Du tror det er en selvfølge
At jeg følger dig
tanken om dig følger mig
Følger mine spor
Hjemsøger mig

Jeg glemmer dig aldrig.

Den mørke periode

I dag fortalte vores forstander Svend om efterskolelivets faser. Det viser sig, at vi er i en mørk og trist, opgivende periode lige for tiden. Gejsten og glæden over efterskolen er ligesom forsvundet i takt med efterårets stadige udvikling. Men vi må være stærke og holde ud, kæmpe for dette guldæg af muligheder og endeløs kærlighed og energi.
Jeg kan sagtens mærke det på kroppen. depressive tanker sniger sig ind i alle små og hjælpeløse sprækker, og det tærer virkelig på min energi og vilje. Mennesker omkring mig er trætte og opgivende, vil hellere stoppe og grave sig dybt ned under dynen i stedet for at hoppe op, sige HEJ! og forsætte med året som om intet var sket.
Men så nemt er det desværre ikke.

Lige pt sidder jeg med min dyne og hamstrer cookies og drikker en lille karton appelsin-juice til, lukket inde på værelset, med ingen lyst til at træde ud i det smukke solskin. Overhovedet.

Men show must go on, i morgen er endnu en dag, jeg må tage mig sammen, tage mig selv ved hårene, løbe en omgang om huset, smile til verdenen så den muligvis får lyst til at smile tilbage, Fik jeg sagt tage mig sammen?


Jeg vil opfordre til at lytte til Cocorosies ufatteligt smukke version af "Turn me on" ! Se den her: http://http//www.youtube.com/watch?v=CuaacrVXQgs